Forskellige steder i verden bruger man vidt forskellige kriterier, når man skal vurdere, hvor farligt et kemikalie er. Det betyder, at et kemikalie, som regnes for giftigt i fx Europa, kan blive betragtet som ufarligt i fx Japan, på trods af at der er tale om det samme kemikalie. I en del af verden findes overhovedet ingen systemer til vurdering og klassificering af kemikalier.
Når en producent af et kemikalie har fastlagt, hvor farligt kemikaliet er, er det vigtigt at få kommunikeret denne information ud til brugerne af kemikaliet. Her er faremærkningen vigtig, men ligesom med klassificeringen er der meget stor forskel på, hvordan kemikalier mærkes forskellige steder i verden.
For at sikre at kemikalier bliver vurderet ens over hele verden indførte FN i 2002 et nyt system til klassificering, mærkning og emballering af kemikalier. Systemet hedder GHS, Globally Harmonized System. Der er ikke tale om en konvention, som er underskrevet og ratificeret. Derimod er der tale om et sæt retningslinjer, som medlemslandene har givet hinanden håndslag på at ville følge. Det er meningen, at de enkelte lande eller regioner skal implementere GHS som en del af deres kemikalielovgivning.
I EU er GHS blevet implementeret som CLP. CLP står for Classification, Labelling and Packaging of chemicals (Klassificering, mærkning og emballering af kemikalier)
GHS består af såkaldte byggeblokke, hvor hver byggeblok fx kan bestå af en bestemt type klassificering med bestemte kriterier. Når GHS implementeres i EU og den øvrige verden, kan de enkelte regioner selv beslutte, hvilke byggeblokke de vil have med i deres nye klassificerings- og mærkningssystem. Det betyder, at der ikke kommer fuldstændig ens systemer over hele verden. Det er dog sådan, at hvis en region vælger at implementere en byggeblok, så må denne ikke ændres i forhold til det oprindelige GHS. To regioner, der har valgt at klassificere for fx øjenirritation, vil derfor klassificere og mærke efter samme regler og kriterier, når det gælder øjenirritation.
GHS er bygget på de systemer til klassificeringer, der fandtes i forvejen. Det betyder, at der er meget i GHS, som minder om de EU-regler vi hele tiden har kendt.
GHS/CLP har betydning for alle, som har med kemikalier at gøre. Det gælder både dem, som producerer og sælger kemikalier, alle, som bruger kemikalier på deres arbejde samt alle private forbrugere, som bruger rengøringsmidler, lim, maling og andre kemikalier derhjemme.
CLP Ordbog:
Herunder ses definitionerne på en række ord/termer, der ofte bruges i forbindelse med CLP.